Er I tungest på strategi eller kreativitet?
Hvad vil du helst undvære, dine arme eller dine ben? BOCCA er tungest på problemløsning (eller for de politisk korrekte: løsning af udfordringer). Det involverer i høj grad begge dele.

Nævn et ord, I gerne vil forbindes med. Og kun et.
Relevans.

Hvad er BOCCAs foretrukne discipliner
Vi er nysgerrige generalister, der blander os i meget. Inden for det seneste år har vi udviklet bl.a. design, film, websites og events. Vores mål er at flytte grænserne i hver enkelt opgave – uanset opgavens karakter. Vi arbejder sammen med udvalgte specialister, når det kræves.

Hvad er BOCCAs bedste løsning?
Den er ikke lavet endnu. Og det ville være trist, hvis den var.

Er BOCCA bedre end andre bureauer?
Ja og nej. Vi er bedre end de fleste danske reklamebureauer. Men det er heller ikke så svært. Det er de 4-5 dygtigste, vi skal slå. Det gør vi nogle gange. Andre gange gør vi ikke. Det er en af grundene til at tage på arbejde om morgenen.

Men er det overhovedet reklame, vi skal slå?
Det hele handler om at skabe løsninger, der vælges til. Løsninger som modtagerne gerne vil bruge tid på i benhård konkurrence med det, de ellers ville bruge tid på. Det er her, vi skal vælges til. Og pludselig ser konkurrencen langt hårdere ud.

Går I meget op i reklamepriser?
Nej. Men vi deltager i 3-4 af de mest interessante, når vi tror, vi har en chance. Fordi det er sjovt at konkurrere. Og fordi vi aldrig bliver for gamle eller blaserte til at blive klappet på ryggen. Desuden er der ganske ofte en klar linje mellem priser og effekt. Jo, der er.

Hvad er I dårligst til?
Vi er dårlige med kunder, der køber rådgivning, som de køber vejsalt. Vi er – og har nok også været – for dårlige til at flytte disse kunder. Hvis du ved, hvordan den skal skæres, så giv os endelig et praj.

Er I dyre?
Er 10 mio. kroner meget? Ikke for en rumfærge, men det er ret dyrt for en hjørnesofa. Vigtigst er det, at vi er en god investering – det skal med andre ord være en god forretning at gøre forretning med os. Og en ting er sikkert. Du modtager ikke en regning, du ikke har godkendt på forhånd.

Hvorfor ser I positivt på fremtiden?
Fordi det bliver lettere og lettere at vælge reklame fra. Måske et bizart synspunkt fra et reklamebureau, og så alligevel ikke. Det er nemlig slut med at forstyrre folk, mens de nødigt vil forstyrres eller med at drukne dem i fordummende anprisninger. Det er her, vi begynder at smile.